23948sdkhjf

Politiet sigter seks kvinder for at svindle med indkøbs-app

Ved at svindle med Coops app er det lykkedes seks kvinder fra Odense, Aarhus og København at stjæle varer for flere tusinde kroner fra Coop-butikker i hele landet.

Det mener Fyns Politi, som har sigtet de seks kvinder i alderen 25-36 år for at have begået omkring 200 butikstyverier. I en koordineret aktion blev tre af kvinderne torsdag formiddag anholdt.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Fusk med scan og betal

Politiet mener, at kvinderne arbejdede sammen to og to eller tre og tre om tyverierne.

En af kvinderne fyldte ifølge politiet sin indkøbskurv op med varer for typisk et par tusind kroner og skannede varerne ind i Coop app'en på sin mobiltelefon.

Samtidig lagde en anden kvinde nogle få varer for et meget lille beløb i sin indkøbskurv og skannede dem ind.

På en eller anden måde lykkedes det så ifølge sigtelsen kvinderne at snyde app'en, så de kun betalte for den lille portion varer.

Udspekuleret kriminalitet

Af hensyn til betalingssystemets sikkerhed vil politiet ikke fortælle detaljer om, hvordan det kunne lade sig gøre.

- Det er en meget usædvanligt sag, hvor der på udspekuleret vis er begået kriminalitet, udtaler politikommissær Finn Wegner i pressemeddelelsen.

- Derfor er vi også meget tilfredse med, at vi i dag har kunnet anholde tre af de i alt seks kvinder, vi mener står bag butikstyverierne. Vi ser alvorligt på den her type sager, og vi håber at dagens anholdelser sender et klart signal til andre om at holde sig på den rigtige side af loven.

Coop anmeldte selv

Der er stor forskel på, hvor mange butikstyverier de enkelte kvinder ifølge politiet har været involveret i. Det svinger mellem 12 og 136 forhold.

Det var Coop selv, der i efteråret 2020 opdagede, at der var noget galt, og derfor anmeldte sagen til Fyns Politi. Anmeldelsen førte til en omfattende efterforskning, som torsdag førte til de tre anholdelser.

Politiet har torsdag også været i kontakt med de andre tre sigtede kvinder. De tre anholdte vil blive løsladt efter endt afhøring.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157